(v.1.0 Oktober 2013)
Artiklen debatterer forskellige velfærdsmodeller og hævder, at den liberale position må føre til et opgør med universel velfærd til fordel for privat eller markedsbaseret velfærd. En velfærdsmodel, der er domineret af privat velfærd vil bryde med lighedsgrundsætningen, men vil generere en gennemsnitlig bedre velfærd på samme måde, som det frie marked genererer gennemsnitligt bedre produkter end en statsstyret økonomi.
"Den danske model" er kendetegnet af det, man med fagtermer kalder "universel velfærd", hvilket indebærer, at: 1) alle borgere i princippet har adgang til alle velfærdsydelser uanset indkomst og formueforhold, samt at 2) alle velfærdsydelser er identiske, på samme niveau og af samme kvalitet (for det samme forhold). De to præmisser er ideologisk koblet sammen, hvorfor man netop ser folk fra centrum-venstre gå i brechen for det tilsyneladende ikke specielt venstreorienterede synspunkt, at også velhavere bør have børnecheck eller gratis børnehavepladser, fordi et brud med princippet åbner op for yderligere gradueringer.
Alternativet til den universelle velfærdsmodel er enten residualmodellen, som populært kan betegnes som støtte til den "værdigt trængende", med andre ord socialhjælp til de svageste af de svageste. Eller forsikringsmodellen, som baserer velfærdsydelser på indbetalte forsikringer, ofte i forbindelse med ansættelsesforhold, men alternativt som bund-ne indbetalinger af f.eks. en procentdel af indkomsten. Den anglo-amerikanske model har generelt været residualmodellen, mens den kontinentaleuropæiske bygger på forsikringsmodellen. Dog skal det understreges, at der i praksis altid er elementer, som overlapper, og næppe noget samfund har en rendyrket model.[1]
Et andet og måske vigtigere målepunkt er, hvorvidt ydelserne tilbydes af staten eller udbydes på markedet. Det er her karakteristisk, at de universelle velfærdsydelser tilbydes og udbydes af staten (eller andre offentlige institutioner). I den traditionelle og rendyrkede model: Ens børn går i den kommunale folkeskole og undervises efter et centralt pensum. Hvis man bliver syg, bliver man indlagt på et statsligt eller regionalt sygehus og behandles efter en ensartet standard uden mulighed for tilkøb af ekstraydelser. Bliver man arbejdsløs, får man udbetalt lovregulerede dagpenge i en af staten fastsat periode. Og i sin alderdom får man udbetalt en ensartet pension og bor eventuelt på et statsligt plejehjem.
I en rendyrket markedsbaseret ordning sender man børnene i den skole, man vælger, og betaler skolepenge her. I tilfælde af sygdom dækkes man af en forsikring, man har tegnet, eller er i mangel af en sådan henvist til at betale selv og eventuelt tage et lån for at kunne gøre det. I tilfælde af arbejdsløshed dækkes man på samme måde af sin forsikring eller af penge, som man har sat til side til svære tider. Og i sin alderdom lever man af det, man har sparet op hertil, enten på egen bankkonto, i sit hus, i aktier eller via en pensionsordning i et pensionsselskab, ligesom man køber sig en plads på et plejehjem, hvis man har brug for det.
Dog er der selv i den danske model et vist overlap, f.eks. i form af de efterhånden meget udbredte arbejdsmarkedspensioner, som ansatte sparer op til i forbindelse med ansættelsen, eller i muligheden for at vælge privat- og friskoler.
2.
Problemet er, at principperne bag velfærdsstaten er koblet af de principper, vi ellers bygger vort samfund på. Når jeg har brug for en håndværker, stiller staten ikke en håndværker til rådighed for mig. Jeg er henvist til at finde en, og måske spørge bekendte, om de kan anbefale en god håndværker. Det er indlysende ikke alle håndværkere, som er lige gode, men i almindelighed har vi som samfund tillid til, at modellen med frit udbud og fri prisfastsættelse er i stand til at levere de ydelser, der efterspørges, og af tilstrækkelig kvalitet. Det samme gør sig gældende for f.eks. indkøb af dagligvarer. Der udbydes en stor variation af dagligvarer, fødevarer, tøj og almindelige forbrugsgoder, og i almindelighed er vi godt tilfredse med valgmulighederne.
Ganske vist er der visse prisvariationer og segmentering af produkter i forhold til købers præferencer og købekraft, men selvom markedet hverken tilbyder russisk kaviar, trøfler eller italienske sportsvogne til en pris, jeg kan betale, er det dog stadig muligt at finansiere mad og transport.
Det er her på sin plads at rekapitulere et nærmest uomgængeligt fænomen her i verden. Det er, som om alting fordeler sig langs det, der kaldes "normalfordelingen", som er kendt af de fleste, i form af en kurve, der toppe omkring et midtpunkt og flader ud til begge sider.
Intuitivt kan vi erkende det via almene erfaringer. Der er få, som er meget høje, og få, som er meget lave, og de fleste ligger omkring middelhøjde med større, og typisk mindre variationer. Der er tilsvarende få, som har en meget høj IQ; få, som har en meget lav; mens de fleste liggere tættere på gennemsnittet. Få er begavet med et udtalt sprogøre; få evner ikke at lære noget fremmedsprog overhovedet, mens de fleste kan sprog og fremmedsprog til husbehov. Nogle få er musikalske genier, nogle få er tonedøve, mens de fleste kan lære at spille guitar eller klaver på et vist niveau.
Det kan ikke undre, at dette også vil være gældende, hvad angår fag og færdigheder. Nogle få er eminente pædagoger, nogle få uduelige. Der er desuden flere kompetente pædagoger end eminente pædagoger, dvs. der er flere, som "blot" er et stykke over middel end de få, som er i en kategori for sig selv. Det samme gør sig gældende for læger, ingeniører, jurister, journalister...
I omtalte normalfordeling vil størrelsen af de respektive grupper ses via størrelsen af de respektive arealer. Helt til højre vil være et lille felt med dem, der har særlige og helt ekstraordinære færdigheder indenfor et område, Til venstre for dem et noget større felt med dem, hvis evner er et stykke over middel. Til venstre for dem er dem, der trods alt er over middel på det pågældende område. Og selvsagt gælder princippet om normalfordelingen ikke kun enkeltpersoner, men også institutioner og virksomheder. Der er nogle advokatkontorer, restauranter og bilproducenter, der tilhører den absolutte elite, og andre som ikke gør.
Nu sker der det på markedet, at vi alle sammen helst vil have den allerbedste håndværker, men denne får snart så mange henvendelser, at han kan tillade sig at tage lidt mere og stadig få fyldt kalenderen op. Sådan er prisdannelsen på markedet, og enhver må så gøre op med sig selv, om man vil betale for det bedste, eller hvilke områder, man relativt vil prioritere fremfor andre.
Pointen er her, at priserne sender et signal til den, som har særlige færdigheder, om hvor det er værd at anvende disse. Hvis jeg står i valget mellem at forfølge en karriere i professionel fodbold eller læse til læge, så afhænger meget i sidste ende af mine udsigter på de respektive felter. Kort og godt får markedet de talentfulde læger til at vælge lægegerningen og de talentfulde fodboldspillere til at vælge fodboldspillet.
3.
Her kortslutter selve tanken om universel velfærd markedsprocessen. Ved at insistere på samme ydelser til alle, og samme statslige betaling for disse, fjerner man det incitament, som der er andre steder i samfundet.[2] Den topkvalificerede sygeplejerske, som kunne have tjent ekstra på et luksuriøst privathospital, afskæres fra dette valg. Den skolelærer, som kunne have tjent ekstra på et prestigefyldt privatskole, afskæres fra dette valg. Og givet, at de talenter, som den enkelte har, ikke nødvendigvis er bundet til ét bestemt fag, vil nogle potentielt talentfulde skolelærere måske vælge en helt anden livsvej.
I bestræbelserne på at sikre samme ydelser og samme behandling til alle, garanterer man derfor blot middelmådighed til alle. Det er ikke svært at forestille sig, hvad der ville ske, hvis den lokale håndværker var bundet af en bestemt pris, som var statsligt styret, og hvis den enkelte kunde ikke havde noget valg, men blot fik tildelt en håndværker, når man henvendte sig til det statslige håndværkerbureau. Det er næppe sandsynligt, at de respektive håndværkere ville gøre sig særligt umage for at skaffe sig en tilfreds kunde, der kom igen, for der ville ingen kausalitet være mellem indsatsen og deres fremtidige indtjening.
Man kan også illustrere det via den førnævnte normalfordeling. Hvis man sætter en grænse for, hvad man vil betale, f.eks. for en given behandling på et sygehus, eller for en given ældre på et plejehjem, eller for en given elev på en skole, så afskærer man (med stor sandsynlighed) sygehuse eller plejehjem på et højere niveau fra at opstå. Der vil ganske enkelt ikke være noget markedssignal og ikke noget incitament. Vel kan det ikke udelukkes, at enkelte vælger en livsvej af andre årsager, og at enkelte sygehuse, plejehjem eller skoler ved tilfældighedernes spil kan være velsignet med uforholdsmæssigt mange kompetente og behjertede mennesker. Men der vil ikke være et "pres" eller "træk" i den retning på det helt overordnede plan, som følge af prisdannelse og markedskræfter.
Det er til og med ikke kun noget, som går ud over brugerne eller modtagerne af de respektive velfærdsydelser. Det rammer også ansatte indenfor sektoren. Der er jo ikke noget loft over fortjenesten i f.eks. banker og advokatkontorer eller for aflønningen af tv-værter og forfattere, hvorimod ansatte i "velfærdssektoren" indirekte rammes af den statslige styring og den manglende markedsdannelse. Fra politisk side siger man altså til (dygtige) sygeplejersker, skolelærere, læger, plejepersonale og tilsvarende, at de ikke fortjener at få det i løn, de kunne opnå på et frit marked, mens alle andre grupper i samfundet potentielt har muligheden for at få deres værdi udbetalt.
4.
Desværre indebærer konkurrence og markedsvilkår ikke, at alle bliver lige gode, eller at alle når på højde med de bedste. Man får ind imellem det indtryk, at nogle mener, alle skoler vil kunne opnå samme kvalitet som de bedste, hvis man fik friere forhold og mere konkurrence. Eller at alle offentlige institutioner vil kunne blive drevet lige så effektivt som de allerbedste eksempler.
Det er en illusion. Et frit marked betyder ikke, at alle skolelærere bliver lige dygtige, ligesom alle håndværkere ikke bliver lige samvittighedsfulde, og alle fabriksarbejdere ikke holder samme høje akkord. Et frit marked betyder, at gennemsnittet hæves markant, men ikke at den spredning, som ligger i normalfordelingen, ophæves. I et fuldt liberaliseret samfund vil der stadig være dårlige skoler, dårlige plejehjem og dårlige hospitaler, men de allerfleste vil være bedre end nu.
Alle sygeplejersker kan ikke være som Florence Nightingale, og alle plejehjemsledere kan ikke være som Thyra Frank. Med andre ord, vi kan ikke alle komme på "Lotte", for i et liberalt samfund vil alle "Lotte-plejehjemmene" være så efterspurgte, at de kunne sætte priserne op og tiltrække de betalingsdygtige og/eller dem, der prioriterer et godt plejehjem over andre ting i livet. Man kan heller ikke beordre landets plejehjemsledere til at være som Thyra Frank, lige så lidt som man kan befale landets soldater at være som Rambo, eller befale forskerne på landets universiteter alle at være som Einstein. Men man kan lade markedet belønne dem, der er noget særligt, og lade deres belønning anspore andre til at gøre det bedre end før.
5.
Den liberale vision, og det som liberale politikere må arbejde for, kan derfor ikke direkte være "bedre velfærd", selvom det er en indirekte følge. For al velfærd vil ikke blive bedre. Pointen er den større frihed og den øgede konkurrence, som skaber bedre gennemsnitlig velfærd og langt bedre velfærd i den bedste ende. Den liberale må derfor fokusere på "bedre gennemsnitlig velfærd" og lade folk fra centrum-venstre om at love "bedre velfærd".
Visionen for den liberale kan heller ikke være, at vi skal gøre det bedre og mere effektivt i den offentlige velfærd, end vi gør nu. For i en liberal drømmeverden udbydes velfærdsydelser slet ikke af det offentlige. Der vil måske være mange, som er ansat i "velfærdssektoren", fordi markedet efterspørger sygdomsbehandling, pleje, pasning, rengøring og diverse forsikringsordninger. Der er således ikke noget uliberalt i at være ansat her, for tænkeligt vil en god del af gennemsnitsborgerens penge også gå til denne sektor. Sandsynligvis vil den tillige være reguleret af rammelovgivning, som f.eks. forsikrings-, finans- og undervisningssektoren også er, samt være delvist finansieret af det offentlige på nogle områder eller overfor de svageste af de svage. Men velfærdsydelserne vil ikke være udbudt af det offentlige, men af private aktører,[3] hvorfor konkret dårlig kundebehandling er en sag for pressen eller domstolene, og ikke for politikerne, ligesom det er, hvis flyttefirmaet eller slagteren snyder på vægten. Den liberale (politiker) er derfor henvist til at fokusere på rammelovgivning og incitamenter, og lade folk fra centrum-venstre udpege konkrete problemer, for det er kun i deres optik, at løsningen af sådanne er en offentlig og politisk opgave.[4]
En liberal model for velfærd kan skrues sammen på flere måder. I sin simpleste form finansieres alle velfærdsydelser af egenbetaling, herunder af egen opsparing og selvtegnede forsikringer. Men en liberal model kan også finansieres via et element af lovpligtig opsparing og lovpligtig forsikring,[5] suppleret af individuel opsparing og forsikring, tilpasset den enkeltes betalingsevne og prioriteringer. Der er jo ikke på forhånd noget odiøst i at forsikringsdække sig på basis af egne behov, det gør vi i forvejen, hvad angår kasko- og ulykkesforsikringer, og der er noget intuitivt urimeligt i at forlange, at alle via den offentlige sygesikring f.eks. skal betale for behandling af skiturister, når man aldrig i sit liv kunne finde på at stå på ski og ikke har behov for en sådan dækning.
En sådan model kunne tænkeligt suppleres med særlige ordninger for "hardship", altså for de svageste af de svageste, som ikke af egne midler ville kunne spare op eller betale deres sygeforsikring, hvilket afspejler residual-modellen.
Hvad angår andre typer af ydelser, såsom skolegang, sygehusbehandling og plejehjem, er den bedste løsning formodentlig en voucher-ordning, altså et system, hvor "pengene følger børnene", eller patienten hhv. den ældre, og hvor den enkelte har en "pose penge" med, som er øremærket til sådanne tilbud. Den omtalte pose penge kan enten direkte være betalt af det offentlige, f.eks. i forbindelse med skolegang, eller dikteret af en aktuar-beregning af indbetalingen til førnævnte forsikringsordninger.
Hovedsagen er, at der i alle tilfælde vil være en prisdannelse på velfærdsmarkedet. Den enkelte borger vil ikke være garanteret en ydelse, men et beløb til f.eks. behandling, pasning eller skolegang,[6] og dette basisbeløb kan så suppleres af egen indkomst, egen forsikring eller egen opsparing. En sådan model for liberal eller privat velfærd vil sikre et højere gennemsnitligt niveau af velfærden, ligesom den i højere grad vil kunne sikre, at den enkelte modtager af velfærdsydelser får den ydelse, som er gearet til vedkommendes behov; trods alt har ikke alle plejehjemsbeboere samme behov, og ikke alle skoleelever har gavn af samme pædagogik og skoledage.
En model med privat velfærd, bygget på en kombination af forsikrings- og residualmodellen er den universelle velfærdsmodel overlegen på alle områder undtagen den ligelige adgang til ensartede ydelser. Sat på spisen: Ligheden vil blive mindre, men velfærden vil blive større.
[1] For en uddybende beskrivelse af de forskellige modeller, se "Den universelle velfærdsstat er under pres - men hvad er universalisme?" af Jørgen Goul Andersen, issn 1396-3503, 1997:6
[2] Det er her værd at bemærke, at man godt kan sikre en "bund", f.eks. i form af et bestemt pensum i folkeskolen, eller en garanti for basal sygehusbehandling på et lovreguleret, en rimeligt niveau. Den slags griber kun i begrænset grad ind i markedsprocesserne og tillader fortsat differentieringen i "toppen" af skalaen.
[3] Det kan her diskuteres, om det kan og skal ske i fuldt omfang, eller om elementer vil være i offentligt regi. Men der er i det mindste ikke noget principielt i vejen for, at samtlige folkeskoler privatiseres som selvejende institutioner med eget ansvar for undervisning og økonomi, og at det samme sker med sygehuse og plejehjem. En sådan privatisering kan gå hånd i hånd med nogle mindstekrav og nogle grundlæggende forpligtelser, uden at de ansatte af den grund er offentligt ansat og uden at velfærdsydelsen som sådan udbydes af det offentlige.
[4] I en liberal verden løser den slags sig meget hurtigt ved, at kunderne "stemmer med fødderne" og fravælger dårlige skoler, børnehaver, plejehjem eller sygehuse, på samme måde som man fravælger dyre supermarkeder eller specialbutikker med uhøflig kundebetjening.
[5] En lovpligtig forsikring er naturligvis i udgangspunktet uliberal, men problemet er her de "free riders", som ellers ville udnytte systemet. I et samfund eller en kultur, hvor den, der bevidst havde fravalgt at forsikringsdække sig mht. kræftbehandling, vitterligt ikke fik nogen betalt behandling af det offentlige, ville "free riders" ikke udgøre noget problem. Men i vort samfund er det min vurdering, at en tvungen basisdækning er en nødvendighed, for alternativet er at lade andre betale regningen.
[6] Dette er et andet, men fundamentalt princip. Omkostningerne til alt fra plejepersonale til skolelærere afgøres jo også af udbud og efterspørgsel, og man vil næppe til samme pris pr. ansat kunne varetagen plejen af hhv. 2% og 20% af befolkningen. Den demografiske udvikling med et forholdsvist stigende antal ældre umuliggør, at der kan gives garantier for f.eks. omfanget af plejepersonale pr. ældre, selv hvis man forudsatte, at man havde samme beløb pr. ældre til rådighed.
