Vellykket integration - og de rette målestokke

Af Jesper Veiby

Når man tænker på, hvordan ordet ”integration” bruges, så kan man til tider godt forstå de nydanskere, som reagerer negativt på ordet. Men det må vel dog være muligt at blive anerkendt som en god samfundsborger uden at have diverse kulturelle træk til fælles med "gammeldanskere" og uden at have en høj uddannelse og et godt historisk kendskab til Danmark.

I et liberalt samfund uden en enhedskultur må der være plads til en mangfoldighed af livsstile, religioner, tøjvaner etc. Her handler integration om noget helt andet.

2.

Alligevel kan der findes nogle objektive målestokke, nemlig "generel lovoverholdelse" og "generel selvforsørgelse". Disse er de eneste former for integration, man fra samfundets side med rette kan stille krav om. Til gengæld burde de vies meget mere opmærksomhed.

Med "generel lovoverholdelse" menes, at der statistisk set ikke er et overnormalt niveau af kriminalitet i en given gruppe. Integration er således for gruppen, hvad socialisering er for individet. Og med "generel selvforsøgelse" menes, at der statistisk ikke er et overnormalt antal i gruppen, som er på offentlig forsørgelse (sammenholdt med grupper med samme forudsætninger).

Integration taler således rettelig om, hvordan en gruppe som helhed fungerer i samfundet, og ikke hvordan den enkelte fungerer.

Det bør aldrig blive samfundets opgave at påtvinge borgerne en bestemt kultur og bestemte værdier - med undtagelse af respekten for de helt fundamentale friheds- og ejendomsrettigheder.

Men man kan med største selvfølgelighed forlange, at borgerne holder landets love, i særdeleshed dem, som beskytter menneskers liv, frihed og ejendom. På samme måde kan man tillade sig at forvente, at den enkelte tilstræber at være selvforsørgende, og ikke ligger andre til byrde, selvom staten træder til overfor den, som er i akut nød, eller ude af stand til at klare sig selv.

Udfra en liberal tankegang kan man ret beset ikke forlange mere. Men man bør heller ikke acceptere mindre.

3.


Der vil naturligvis altid være individuelle afvigelser, enkeltpersoner som hverken respekterer andre mennesker eller samfundets love. Det siger ikke ret meget om niveauet af integration for gruppen som helhed.

Men hvis en gruppe påviseligt har en ekstraordinær forekomst af (en given type) kriminalitet, tyder det på, at der blandt gruppens medlemmer mangler respekt for samfundets normer, og at der internt i gruppen mangler en tilpas moralsk fordømmelse af noget sådant.

Her er det ligegyldigt, om den pågældende gruppe består af indvandrere eller af danskere. Der er også danske grupper, som er dårligt integreret i samfundet, f.eks. rockermiljøerne. Og hvis det viser sig, at andre grupper er overrepræsenteret i kriminalstatistikken, må der også skrides ind, uanset om gruppen bærer navnet politikere, bistandsklienter, håndværkere eller direktører.

Det ville til gengæld være aldeles uacceptabelt, hvis man af misforstået imødekommenhed så mindre hårdt på kulturbestemt kriminalitet, såsom æresdrab eller tvangsægteskaber, eller blot så mindre fordømmende på kriminalitet begået af fattige eller marginaliserede grupper. Kriminalitet er kriminalitet, og må møde samme fordømmelse, om det er velhaveren eller bistandsklienten, danskeren eller nydanskeren, som begår den.

4.

Noget tilsvarende gælder spørgsmålet om selvforsørgelse. Her er situationen indrømmet mere kompleks, men igen er det en problemstilling, som heller ikke alle danskere lever op til. 


Hvis der med et tænkt eksempel var langt flere skolelærere på understøttelse end i befolkningen som helhed, hvad måtte man så mene? Jo, at noget tydede på, at gruppen som helhed havde misforstået ideen bag et offentligt sikkerhedsnet, som jo er til for den, som ikke kan klare sig selv, og ikke for den, som føler sig for fin til at tage et hvilket som helst job, selvom det ikke svarer til hans uddannelse eller personlige ønsker. Idet beskæftigelsen i en hvilken som helst gruppe må forventes at kunne bringes op på landsgennemsnittet, hvis man vil tage de jobs, der er. 


Det er tilmed sandsynligt, at dette vil være tilfældet med en del grupper, når man tænker på den udtalte vægring, som nogle arbejdsløse akademikere har udtrykt overfor at få tilbudt job som avisbude.

I et demokratisk og liberalt samfund er der plads til forskellige kulturer, religioner og politiske anskuelser. Demokratiet kan sågar tåle afvigende synspunkter omkring ligestilling eller demokratiet selv, så længe man fraskriver sig retten til via trusler, tvang eller flertalsafgørelser at trække sine synspunkter ned over andre.

Omvendt må det forlanges, at borgerne i et demokratisk samfund har så meget respekt for landets love, at man overholder dem.

På samme måde er der plads til andre livsstile end de gængse. Hvis nogen ønsker at leve af, hvad de kan dyrke på deres egne marker, eller leve af familiens underhold, eller af opsparede midler, må det stå dem fuldstændig frit. Men at leve af offentligt underhold må være en undtagelse for den særligt trængende eller en midlertidig løsning for den, som er i akut nød, og ikke noget, man vælger i stedet for et givet tilgængeligt job.

5.

Det kan ikke være integrationens mål at gøre indvandrere hhv. nydanskere til danskere. Men det må være målet, at de som gruppe betragtet er lige så selvforsørgende som danskerne omkring dem og respekterer landets love lige så meget. Målet er at integrere, ikke at assimilere.

Assimilation er som udtryk for total integration en nationalromantisk utopi, der forudsætter, at en indvandrer skal - og kan - opgive til og med præferencer og religion og udskifte dem med noget andet. Assimilation respekterer ikke den enkeltes frihedsrettigheder overfor statsmagten og enhedskulturen. Omvendt respekterer visse former for multikulturalisme ikke den enkeltes frihedsrettigheder overfor sin etniske gruppe og subkultur, men alene gruppens rettigheder overfor andre grupper. Begge synspunkter er uliberale.

Reel integration tillader derimod den enkelte at beholde det kulturelle særpræg, vedkommende ønsker, men forlanger, at vedkommende i relation til resten af samfundet respekterer den gældende retsorden og tilpasser sig gængse samspils- og samværsmodeller. Reel integration er med andre ord en ydre integration, der handler om samspillet mellem mennesker, og med mennesker udenfor ens nærmeste kreds, ikke om den enkeltes personlige og private valg.

Debatten bør handle om de ting, som virkelig betyder noget, ikke kultur og "danskhed", men "generel lovoverholdelse" og "generel selvforsørgelse" - herunder selvsagt hvad man skal gøre, hvis der er
afvigelser herfra.