Vellykket integration - og de rette målestokke

Af Jesper Veiby

Når man tænker på, hvordan ordet ”integration” bruges, så kan man til tider godt forstå de nydanskere, som reagerer negativt på ordet. Men det må vel dog være muligt at blive anerkendt som en god samfundsborger uden at have diverse kulturelle træk til fælles med "gammeldanskere" og uden at have en høj uddannelse og et godt historisk kendskab til Danmark.

I et liberalt samfund uden en enhedskultur må der være plads til en mangfoldighed af livsstile, religioner, tøjvaner etc. Her handler integration om noget helt andet.

2.

Alligevel kan der findes nogle objektive målestokke, nemlig "generel lovoverholdelse" og "generel selvforsørgelse". Disse er de eneste former for integration, man fra samfundets side med rette kan stille krav om. Til gengæld burde de vies meget mere opmærksomhed.

Med "generel lovoverholdelse" menes, at der statistisk set ikke er et overnormalt niveau af kriminalitet i en given gruppe. Integration er således for gruppen, hvad socialisering er for individet. Og med "generel selvforsøgelse" menes, at der statistisk ikke er et overnormalt antal i gruppen, som er på offentlig forsørgelse (sammenholdt med grupper med samme forudsætninger).

Integration taler således rettelig om, hvordan en gruppe som helhed fungerer i samfundet, og ikke hvordan den enkelte fungerer.

Det bør aldrig blive samfundets opgave at påtvinge borgerne en bestemt kultur og bestemte værdier - med undtagelse af respekten for de helt fundamentale friheds- og ejendomsrettigheder.

Men man kan med største selvfølgelighed forlange, at borgerne holder landets love, i særdeleshed dem, som beskytter menneskers liv, frihed og ejendom. På samme måde kan man tillade sig at forvente, at den enkelte tilstræber at være selvforsørgende, og ikke ligger andre til byrde, selvom staten træder til overfor den, som er i akut nød, eller ude af stand til at klare sig selv.

Udfra en liberal tankegang kan man ret beset ikke forlange mere. Men man bør heller ikke acceptere mindre.

3.


Der vil naturligvis altid være individuelle afvigelser, enkeltpersoner som hverken respekterer andre mennesker eller samfundets love. Det siger ikke ret meget om niveauet af integration for gruppen som helhed.

Men hvis en gruppe påviseligt har en ekstraordinær forekomst af (en given type) kriminalitet, tyder det på, at der blandt gruppens medlemmer mangler respekt for samfundets normer, og at der internt i gruppen mangler en tilpas moralsk fordømmelse af noget sådant.

Her er det ligegyldigt, om den pågældende gruppe består af indvandrere eller af danskere. Der er også danske grupper, som er dårligt integreret i samfundet, f.eks. rockermiljøerne. Og hvis det viser sig, at andre grupper er overrepræsenteret i kriminalstatistikken, må der også skrides ind, uanset om gruppen bærer navnet politikere, bistandsklienter, håndværkere eller direktører.

Det ville til gengæld være aldeles uacceptabelt, hvis man af misforstået imødekommenhed så mindre hårdt på kulturbestemt kriminalitet, såsom æresdrab eller tvangsægteskaber, eller blot så mindre fordømmende på kriminalitet begået af fattige eller marginaliserede grupper. Kriminalitet er kriminalitet, og må møde samme fordømmelse, om det er velhaveren eller bistandsklienten, danskeren eller nydanskeren, som begår den.

4.

Noget tilsvarende gælder spørgsmålet om selvforsørgelse. Her er situationen indrømmet mere kompleks, men igen er det en problemstilling, som heller ikke alle danskere lever op til. 


Hvis der med et tænkt eksempel var langt flere skolelærere på understøttelse end i befolkningen som helhed, hvad måtte man så mene? Jo, at noget tydede på, at gruppen som helhed havde misforstået ideen bag et offentligt sikkerhedsnet, som jo er til for den, som ikke kan klare sig selv, og ikke for den, som føler sig for fin til at tage et hvilket som helst job, selvom det ikke svarer til hans uddannelse eller personlige ønsker. Idet beskæftigelsen i en hvilken som helst gruppe må forventes at kunne bringes op på landsgennemsnittet, hvis man vil tage de jobs, der er. 


Det er tilmed sandsynligt, at dette vil være tilfældet med en del grupper, når man tænker på den udtalte vægring, som nogle arbejdsløse akademikere har udtrykt overfor at få tilbudt job som avisbude.

I et demokratisk og liberalt samfund er der plads til forskellige kulturer, religioner og politiske anskuelser. Demokratiet kan sågar tåle afvigende synspunkter omkring ligestilling eller demokratiet selv, så længe man fraskriver sig retten til via trusler, tvang eller flertalsafgørelser at trække sine synspunkter ned over andre.

Omvendt må det forlanges, at borgerne i et demokratisk samfund har så meget respekt for landets love, at man overholder dem.

På samme måde er der plads til andre livsstile end de gængse. Hvis nogen ønsker at leve af, hvad de kan dyrke på deres egne marker, eller leve af familiens underhold, eller af opsparede midler, må det stå dem fuldstændig frit. Men at leve af offentligt underhold må være en undtagelse for den særligt trængende eller en midlertidig løsning for den, som er i akut nød, og ikke noget, man vælger i stedet for et givet tilgængeligt job.

5.

Det kan ikke være integrationens mål at gøre indvandrere hhv. nydanskere til danskere. Men det må være målet, at de som gruppe betragtet er lige så selvforsørgende som danskerne omkring dem og respekterer landets love lige så meget. Målet er at integrere, ikke at assimilere.

Assimilation er som udtryk for total integration en nationalromantisk utopi, der forudsætter, at en indvandrer skal - og kan - opgive til og med præferencer og religion og udskifte dem med noget andet. Assimilation respekterer ikke den enkeltes frihedsrettigheder overfor statsmagten og enhedskulturen. Omvendt respekterer visse former for multikulturalisme ikke den enkeltes frihedsrettigheder overfor sin etniske gruppe og subkultur, men alene gruppens rettigheder overfor andre grupper. Begge synspunkter er uliberale.

Reel integration tillader derimod den enkelte at beholde det kulturelle særpræg, vedkommende ønsker, men forlanger, at vedkommende i relation til resten af samfundet respekterer den gældende retsorden og tilpasser sig gængse samspils- og samværsmodeller. Reel integration er med andre ord en ydre integration, der handler om samspillet mellem mennesker, og med mennesker udenfor ens nærmeste kreds, ikke om den enkeltes personlige og private valg.

Debatten bør handle om de ting, som virkelig betyder noget, ikke kultur og "danskhed", men "generel lovoverholdelse" og "generel selvforsørgelse" - herunder selvsagt hvad man skal gøre, hvis der er
afvigelser herfra.

Utopien om den fri narko

Af Jesper Veiby

Det er en stående diskussion blandt liberale, hvordan man skal stille sig til narkotika. Mange, herunder prominente teoretikere, har karakteriseret det som en ”offerløs forbrydelse”, idet både sælger og køber frivilligt og indforstået har handlet og ikke gjort skade på andre. I liberal optik skal staten selvfølgelig gribe ind overfor menneskers skadevoldende handlinger, men ikke når disse alene er rettet mod dem selv. Hertil kan det diskuteres, hvorvidt en legalisering af (visse typer af) narkotika har positive bivirkninger, idet man i givet fald ville flytte markedet for sådant væk fra det kriminelle miljø, som af samme grund ville blive drænet for midler.

Nogle betoner skillelinien mellem ”blød” og ”hård” narko, men dette er næppe holdbart. Der vil være gradueringer, men der er en glidende overgang og ingen kvalitativ forskel.

Lad mig indledningsvist slå fast, at staten ikke skal forbyde narkotika, hvis det alene sker på det grundlag, at et flertal eller den folkelige opinion fordømmer brugen, fordi man måtte anse den konkrete nydelse eller rus for uetisk, syndig, umoralsk, dum eller kulturelt fremmed. I et frit samfund er sådanne argumenter irrelevante. På samme må man mene, at hvis der var et narkotikum, hvis effekter ikke var værre end andre nydelsesmidler, f.eks. alkohol og tobak, så vil det være hyklerisk og forkert at forbyde narkotikummet, men tillade kendte stimulanser og nydelsesmidler.

Der er imidlertid udfra et liberalt synspunkt en række problemstillinger, som taler imod legalisering af narkotika. Eller som i det mindste vil tale imod en uhæmmet og uovervejet legalisering, trods påstandene om den offerløse forbrydelse.

For det første er spørgsmålet, om narkotika er kompatibelt med den liberale tanke om frie mennesker og frie valg. Hvis det kun handler om, at den ene foretrækker én type rus, f.eks. alkohol, mens den anden foretrækker en anden type, f.eks. hash, så var diskussionen ret ligegyldig. Men det er dog et faktum, at visse former for narkotika forårsager en kraftig afhængighed og voldsomme abstinenser. Hvis brugen af narkotika skal kaldes et frit menneskes frie valg må det indebære muligheden af at fravælge brugen, hvis man i stedet skifter præferencer eller ønsker at bruge sine midler anderledes. Imidlertid er det absurd at hævde, at mennesker med kraftige abstinenser og kraftig (fysisk) afhængighed skulle kunne foretage et sådant valg.

Man kan også stille det principielle spørgsmål, om man som liberalist kunne og ville tillade et stof, som gjorde det ene menneske til en viljeløs slave af et andet? Selv om indtagelsen af et sådant stof skete frivilligt, ville resultatet være i strid med ethvert liberalt ideal, og den forudsatte ”exit” af enhver valgsituation være elimineret. Der er næppe nogen stor forskel på den situation og den, hvori en narkoman er slave, ikke af andre, men af sin afhængighed.

For det andet er der spørgsmålet, hvem der skal bære omkostningerne ved (mis)brug af narkotika. Det er svært at hidse sig op over den nyrige forretningsmand eller den velhavende rockstjerne, som bruger millioner på narko, men selv betaler af egen lomme og selv betaler en eventuel senere afvænning. Her kan man tale om en offerløs forbrydelse, som måske kan kalde på moralsk misbilligelse, men politisk set er ligegyldig. Imidlertid er det langtfra alle stofmisbrugere, som falder i den kategori, og faktum er, at en del kriminalitet vil finde sted som følge af narkomaners forsøg på at skaffe penge til stoffer, eller blive begået af aggressive mennesker i en rus, forårsaget af narko. For slet ikke at tale om de byrder, der lægges på sundhedsvæsenet på grund af selvforskyldte skader og på samfundet i form af manglende produktivitet. Man ville næppe som liberalist kunne forsvare, at der blev solgt stoffer, hvis eneste formål var at få brugeren til at gå bersærkergang, men der er kun en gradsforskel til visse narkotika.

For det tredje er spørgsmålet, om en legalisering vil afhjælpe kriminalitet, når det kommer til stykket. Naturligvis er det rigtigt, at et illegalt marked tiltrækker kriminelle, men hvorfor? Dels fordi man kan opnå overnormale profitter, dels fordi man kan holde sådanne profitter udenfor samfundets beskatning. Det er næppe realistisk at forvente, at kriminelle vil begynde at åbne fredelige butikker med hash og kokain, hvis disse stoffer blev legaliseret, for i kraft af legaliseringen ville dette marked blive uattraktivt og kræve for meget (almindeligt hårdt) arbejde for en for lille løn.

Det er en naiv utopi at tro, at man kan bekæmpe kriminalitet ved at legalisere. Hvis narko blev legaliseret, ville det kriminelle miljø måske i endnu højere grad fokusere på f.eks. prostitutionsmiljøet, og hvis det på sin side blev legaliseret og forretningsmæssig bordeldrift blev legalt, ville kriminelle måske i stedet satse på at tjene penge på beskyttelsespenge overfor handlende. Kriminalitet må bekæmpes via en stærk ordenshåndhævelse, ikke via legaliseringer.

For det fjerde må man spørge, hvad de retlige konsekvenser af en legalisering ville være. Man kan sagtens tænke sig et scenario, hvor narko er en handelsvare på linie med andre, og hvor den måske nok ikke sælges i supermarkeder, men så dog i specialbutikker. Men for det første er det urealistisk, at dette kan ske isoleret i et land, uden at det sker tilsvarende i lande fra samme kulturkreds. En narkohandler måtte jo i kraft af legaliseringen blive beskattet som enhver anden forretningsdrivende og måtte, for at få fradrag for sine udgifter, kunne fremlægge kvitteringer herpå. Det udelukker jo enhver import fra lande, hvor det pågældende narkotika er forbudt, og vil i praksis reservere narkohandel til hjemmedyrket hash eller laboratoriefremstillede designerdrugs. Alternativt flytte kriminaliteten fra den illegale handel til regnskabsfusk.

Endnu mere problematisk er det faktum, at hvis man legaliserer narkotika, så må den naturnødvendigt skulle behandles som ethvert andet produkt. Det ville derfor være muligt at få patent på et designerdrug, for derefter at sælge dette på markedet som ethvert andet produkt. Det vil alt andet lige anspore til udviklingen af sådanne designerdrugs, som for det første giver en stor afhængighed, for det andet giver kraftige abstinenser, for dermed har man sikret sig en ”cash cow”, dvs. en sikker indtægt, så længe patentet gælder. Et sådant scenarie er en regulær mareridtsvision, som næppe mange tilhængere af fri narko eller fri hash gennemtænker.

---

Sammenfaldende må konklusionen blive, at i forbindelse med milde rusmidler, ville en legalisering ikke være udelukket, og dækningen af eventuelle samfundsmæssige byrder kan løses via beskatning, på samme måde som beskatning af alkohol og tobak. Den konkrete grænsedragning må imidlertid være politisk og baseret på de skønnede skadevirkninger i det konkrete samfund. På den anden side vil man næppe kunne forsvare en generel legalisering af narkotika på basis af den enkeltes frie valg, idet narkotika som sådan er i modstrid med denne reelle individuelle frihed.