Privat velfærd

Af Jesper Veiby

(v.1.0 Oktober 2013)

Artiklen debatterer forskellige velfærdsmodeller og hævder, at den liberale position må føre til et opgør med universel velfærd til fordel for privat eller markedsbaseret velfærd. En velfærdsmodel, der er domineret af privat velfærd vil bryde med lighedsgrundsætningen, men vil generere en gennemsnitlig bedre velfærd på samme måde, som det frie marked genererer gennemsnitligt bedre produkter end en statsstyret økonomi. 

"Den danske model" er kendetegnet af det, man med fagtermer kalder "universel velfærd", hvilket indebærer, at: 1) alle borgere i princippet har adgang til alle velfærdsydelser uanset indkomst og formueforhold, samt at 2) alle velfærdsydelser er identiske, på samme niveau og af samme kvalitet (for det samme forhold). De to præmisser er ideologisk koblet sammen, hvorfor man netop ser folk fra centrum-venstre gå i brechen for det tilsyneladende ikke specielt venstreorienterede synspunkt, at også velhavere bør have børnecheck eller gratis børnehavepladser, fordi et brud med princippet åbner op for yderligere gradueringer.

Alternativet til den universelle velfærdsmodel er enten residualmodellen, som populært kan betegnes som støtte til den "værdigt trængende", med andre ord socialhjælp til de svageste af de svageste. Eller forsikringsmodellen, som baserer velfærdsydelser på indbetalte forsikringer, ofte i forbindelse med ansættelsesforhold, men alternativt som bund-ne indbetalinger af f.eks. en procentdel af indkomsten. Den anglo-amerikanske model har generelt været residualmodellen, mens den kontinentaleuropæiske bygger på forsikringsmodellen. Dog skal det understreges, at der i praksis altid er elementer, som overlapper, og næppe noget samfund har en rendyrket model.[1]

Et andet og måske vigtigere målepunkt er, hvorvidt ydelserne tilbydes af staten eller udbydes på markedet. Det er her karakteristisk, at de universelle velfærdsydelser tilbydes og udbydes af staten (eller andre offentlige institutioner). I den traditionelle og rendyrkede model: Ens børn går i den kommunale folkeskole og undervises efter et centralt pensum. Hvis man bliver syg, bliver man indlagt på et statsligt eller regionalt sygehus og behandles efter en ensartet standard uden mulighed for tilkøb af ekstraydelser. Bliver man arbejdsløs, får man udbetalt lovregulerede dagpenge i en af staten fastsat periode. Og i sin alderdom får man udbetalt en ensartet pension og bor eventuelt på et statsligt plejehjem.

I en rendyrket markedsbaseret ordning sender man børnene i den skole, man vælger, og betaler skolepenge her. I tilfælde af sygdom dækkes man af en forsikring, man har tegnet, eller er i mangel af en sådan henvist til at betale selv og eventuelt tage et lån for at kunne gøre det. I tilfælde af arbejdsløshed dækkes man på samme måde af sin forsikring eller af penge, som man har sat til side til svære tider. Og i sin alderdom lever man af det, man har sparet op hertil, enten på egen bankkonto, i sit hus, i aktier eller via en pensionsordning i et pensionsselskab, ligesom man køber sig en plads på et plejehjem, hvis man har brug for det.

Dog er der selv i den danske model et vist overlap, f.eks. i form af de efterhånden meget udbredte arbejdsmarkedspensioner, som ansatte sparer op til i forbindelse med ansættelsen, eller i muligheden for at vælge privat- og friskoler.

2.

Problemet er, at principperne bag velfærdsstaten er koblet af de principper, vi ellers bygger vort samfund på. Når jeg har brug for en håndværker, stiller staten ikke en håndværker til rådighed for mig. Jeg er henvist til at finde en, og måske spørge bekendte, om de kan anbefale en god håndværker. Det er indlysende ikke alle håndværkere, som er lige gode, men i almindelighed har vi som samfund tillid til, at modellen med frit udbud og fri prisfastsættelse er i stand til at levere de ydelser, der efterspørges, og af tilstrækkelig kvalitet. Det samme gør sig gældende for f.eks. indkøb af dagligvarer. Der udbydes en stor variation af dagligvarer, fødevarer, tøj og almindelige forbrugsgoder, og i almindelighed er vi godt tilfredse med valgmulighederne.

Ganske vist er der visse prisvariationer og segmentering af produkter i forhold til købers præferencer og købekraft, men selvom markedet hverken tilbyder russisk kaviar, trøfler eller italienske sportsvogne til en pris, jeg kan betale, er det dog stadig muligt at finansiere mad og transport.

Det er her på sin plads at rekapitulere et nærmest uomgængeligt fænomen her i verden. Det er, som om alting fordeler sig langs det, der kaldes "normalfordelingen", som er kendt af de fleste, i form af en kurve, der toppe omkring et midtpunkt og flader ud til begge sider.

Intuitivt kan vi erkende det via almene erfaringer. Der er få, som er meget høje, og få, som er meget lave, og de fleste ligger omkring middelhøjde med større, og typisk mindre variationer. Der er tilsvarende få, som har en meget høj IQ; få, som har en meget lav; mens de fleste liggere tættere på gennemsnittet. Få er begavet med et udtalt sprogøre; få evner ikke at lære noget fremmedsprog overhovedet, mens de fleste kan sprog og fremmedsprog til husbehov. Nogle få er musikalske genier, nogle få er tonedøve, mens de fleste kan lære at spille guitar eller klaver på et vist niveau.

Det kan ikke undre, at dette også vil være gældende, hvad angår fag og færdigheder. Nogle få er eminente pædagoger, nogle få uduelige. Der er desuden flere kompetente pædagoger end eminente pædagoger, dvs. der er flere, som "blot" er et stykke over middel end de få, som er i en kategori for sig selv. Det samme gør sig gældende for læger, ingeniører, jurister, journalister...

I omtalte normalfordeling vil størrelsen af de respektive grupper ses via størrelsen af de respektive arealer. Helt til højre vil være et lille felt med dem, der har særlige og helt ekstraordinære færdigheder indenfor et område, Til venstre for dem et noget større felt med dem, hvis evner er et stykke over middel. Til venstre for dem er dem, der trods alt er over middel på det pågældende område. Og selvsagt gælder princippet om normalfordelingen ikke kun enkeltpersoner, men også institutioner og virksomheder. Der er nogle advokatkontorer, restauranter og bilproducenter, der tilhører den absolutte elite, og andre som ikke gør.

Nu sker der det på markedet, at vi alle sammen helst vil have den allerbedste håndværker, men denne får snart så mange henvendelser, at han kan tillade sig at tage lidt mere og stadig få fyldt kalenderen op. Sådan er prisdannelsen på markedet, og enhver må så gøre op med sig selv, om man vil betale for det bedste, eller hvilke områder, man relativt vil prioritere fremfor andre.

Pointen er her, at priserne sender et signal til den, som har særlige færdigheder, om hvor det er værd at anvende disse. Hvis jeg står i valget mellem at forfølge en karriere i professionel fodbold eller læse til læge, så afhænger meget i sidste ende af mine udsigter på de respektive felter. Kort og godt får markedet de talentfulde læger til at vælge lægegerningen og de talentfulde fodboldspillere til at vælge fodboldspillet.

3.

Her kortslutter selve tanken om universel velfærd markedsprocessen. Ved at insistere på samme ydelser til alle, og samme statslige betaling for disse, fjerner man det incitament, som der er andre steder i samfundet.[2] Den topkvalificerede sygeplejerske, som kunne have tjent ekstra på et luksuriøst privathospital, afskæres fra dette valg. Den skolelærer, som kunne have tjent ekstra på et prestigefyldt privatskole, afskæres fra dette valg. Og givet, at de talenter, som den enkelte har, ikke nødvendigvis er bundet til ét bestemt fag, vil nogle potentielt talentfulde skolelærere måske vælge en helt anden livsvej.

I bestræbelserne på at sikre samme ydelser og samme behandling til alle, garanterer man derfor blot middelmådighed til alle. Det er ikke svært at forestille sig, hvad der ville ske, hvis den lokale håndværker var bundet af en bestemt pris, som var statsligt styret, og hvis den enkelte kunde ikke havde noget valg, men blot fik tildelt en håndværker, når man henvendte sig til det statslige håndværkerbureau. Det er næppe sandsynligt, at de respektive håndværkere ville gøre sig særligt umage for at skaffe sig en tilfreds kunde, der kom igen, for der ville ingen kausalitet være mellem indsatsen og deres fremtidige indtjening.

Man kan også illustrere det via den førnævnte normalfordeling. Hvis man sætter en grænse for, hvad man vil betale, f.eks. for en given behandling på et sygehus, eller for en given ældre på et plejehjem, eller for en given elev på en skole, så afskærer man (med stor sandsynlighed) sygehuse eller plejehjem på et højere niveau fra at opstå. Der vil ganske enkelt ikke være noget markedssignal og ikke noget incitament. Vel kan det ikke udelukkes, at enkelte vælger en livsvej af andre årsager, og at enkelte sygehuse, plejehjem eller skoler ved tilfældighedernes spil kan være velsignet med uforholdsmæssigt mange kompetente og behjertede mennesker. Men der vil ikke være et "pres" eller "træk" i den retning på det helt overordnede plan, som følge af prisdannelse og markedskræfter.

Det er til og med ikke kun noget, som går ud over brugerne eller modtagerne af de respektive velfærdsydelser. Det rammer også ansatte indenfor sektoren. Der er jo ikke noget loft over fortjenesten i f.eks. banker og advokatkontorer eller for aflønningen af tv-værter og forfattere, hvorimod ansatte i "velfærdssektoren" indirekte rammes af den statslige styring og den manglende markedsdannelse. Fra politisk side siger man altså til (dygtige) sygeplejersker, skolelærere, læger, plejepersonale og tilsvarende, at de ikke fortjener at få det i løn, de kunne opnå på et frit marked, mens alle andre grupper i samfundet potentielt har muligheden for at få deres værdi udbetalt.

4.

Desværre indebærer konkurrence og markedsvilkår ikke, at alle bliver lige gode, eller at alle når på højde med de bedste. Man får ind imellem det indtryk, at nogle mener, alle skoler vil kunne opnå samme kvalitet som de bedste, hvis man fik friere forhold og mere konkurrence. Eller at alle offentlige institutioner vil kunne blive drevet lige så effektivt som de allerbedste eksempler.

Det er en illusion. Et frit marked betyder ikke, at alle skolelærere bliver lige dygtige, ligesom alle håndværkere ikke bliver lige samvittighedsfulde, og alle fabriksarbejdere ikke holder samme høje akkord. Et frit marked betyder, at gennemsnittet hæves markant, men ikke at den spredning, som ligger i normalfordelingen, ophæves. I et fuldt liberaliseret samfund vil der stadig være dårlige skoler, dårlige plejehjem og dårlige hospitaler, men de allerfleste vil være bedre end nu.

Alle sygeplejersker kan ikke være som Florence Nightingale, og alle plejehjemsledere kan ikke være som Thyra Frank. Med andre ord, vi kan ikke alle komme på "Lotte", for i et liberalt samfund vil alle "Lotte-plejehjemmene" være så efterspurgte, at de kunne sætte priserne op og tiltrække de betalingsdygtige og/eller dem, der prioriterer et godt plejehjem over andre ting i livet. Man kan heller ikke beordre landets plejehjemsledere til at være som Thyra Frank, lige så lidt som man kan befale landets soldater at være som Rambo, eller befale forskerne på landets universiteter alle at være som Einstein. Men man kan lade markedet belønne dem, der er noget særligt, og lade deres belønning anspore andre til at gøre det bedre end før.

5.

Den liberale vision, og det som liberale politikere må arbejde for, kan derfor ikke direkte være "bedre velfærd", selvom det er en indirekte følge. For al velfærd vil ikke blive bedre. Pointen er den større frihed og den øgede konkurrence, som skaber bedre gennemsnitlig velfærd og langt bedre velfærd i den bedste ende. Den liberale må derfor fokusere på "bedre gennemsnitlig velfærd" og lade folk fra centrum-venstre om at love "bedre velfærd".

Visionen for den liberale kan heller ikke være, at vi skal gøre det bedre og mere effektivt i den offentlige velfærd, end vi gør nu. For i en liberal drømmeverden udbydes velfærdsydelser slet ikke af det offentlige. Der vil måske være mange, som er ansat i "velfærdssektoren", fordi markedet efterspørger sygdomsbehandling, pleje, pasning, rengøring og diverse forsikringsordninger. Der er således ikke noget uliberalt i at være ansat her, for tænkeligt vil en god del af gennemsnitsborgerens penge også gå til denne sektor. Sandsynligvis vil den tillige være reguleret af rammelovgivning, som f.eks. forsikrings-, finans- og undervisningssektoren også er, samt være delvist finansieret af det offentlige på nogle områder eller overfor de svageste af de svage. Men velfærdsydelserne vil ikke være udbudt af det offentlige, men af private aktører,[3] hvorfor konkret dårlig kundebehandling er en sag for pressen eller domstolene, og ikke for politikerne, ligesom det er, hvis flyttefirmaet eller slagteren snyder på vægten. Den liberale (politiker) er derfor henvist til at fokusere på rammelovgivning og incitamenter, og lade folk fra centrum-venstre udpege konkrete problemer, for det er kun i deres optik, at løsningen af sådanne er en offentlig og politisk opgave.[4]

En liberal model for velfærd kan skrues sammen på flere måder. I sin simpleste form finansieres alle velfærdsydelser af egenbetaling, herunder af egen opsparing og selvtegnede forsikringer. Men en liberal model kan også finansieres via et element af lovpligtig opsparing og lovpligtig forsikring,[5] suppleret af individuel opsparing og forsikring, tilpasset den enkeltes betalingsevne og prioriteringer. Der er jo ikke på forhånd noget odiøst i at forsikringsdække sig på basis af egne behov, det gør vi i forvejen, hvad angår kasko- og ulykkesforsikringer, og der er noget intuitivt urimeligt i at forlange, at alle via den offentlige sygesikring f.eks. skal betale for behandling af skiturister, når man aldrig i sit liv kunne finde på at stå på ski og ikke har behov for en sådan dækning.

En sådan model kunne tænkeligt suppleres med særlige ordninger for "hardship", altså for de svageste af de svageste, som ikke af egne midler ville kunne spare op eller betale deres sygeforsikring, hvilket afspejler residual-modellen.

Hvad angår andre typer af ydelser, såsom skolegang, sygehusbehandling og plejehjem, er den bedste løsning formodentlig en voucher-ordning, altså et system, hvor "pengene følger børnene", eller patienten hhv. den ældre, og hvor den enkelte har en "pose penge" med, som er øremærket til sådanne tilbud. Den omtalte pose penge kan enten direkte være betalt af det offentlige, f.eks. i forbindelse med skolegang, eller dikteret af en aktuar-beregning af indbetalingen til førnævnte forsikringsordninger.

Hovedsagen er, at der i alle tilfælde vil være en prisdannelse på velfærdsmarkedet. Den enkelte borger vil ikke være garanteret en ydelse, men et beløb til f.eks. behandling, pasning eller skolegang,[6] og dette basisbeløb kan så suppleres af egen indkomst, egen forsikring eller egen opsparing. En sådan model for liberal eller privat velfærd vil sikre et højere gennemsnitligt niveau af velfærden, ligesom den i højere grad vil kunne sikre, at den enkelte modtager af velfærdsydelser får den ydelse, som er gearet til vedkommendes behov; trods alt har ikke alle plejehjemsbeboere samme behov, og ikke alle skoleelever har gavn af samme pædagogik og skoledage.

En model med privat velfærd, bygget på en kombination af forsikrings- og residualmodellen er den universelle velfærdsmodel overlegen på alle områder undtagen den ligelige adgang til ensartede ydelser. Sat på spisen: Ligheden vil blive mindre, men velfærden vil blive større.




[1] For en uddybende beskrivelse af de forskellige modeller, se "Den universelle velfærdsstat er under pres - men hvad er universalisme?" af Jørgen Goul Andersen, issn 1396-3503, 1997:6

[2] Det er her værd at bemærke, at man godt kan sikre en "bund", f.eks. i form af et bestemt pensum i folkeskolen, eller en garanti for basal sygehusbehandling på et lovreguleret, en rimeligt niveau. Den slags griber kun i begrænset grad ind i markedsprocesserne og tillader fortsat differentieringen i "toppen" af skalaen.

[3] Det kan her diskuteres, om det kan og skal ske i fuldt omfang, eller om elementer vil være i offentligt regi. Men der er i det mindste ikke noget principielt i vejen for, at samtlige folkeskoler privatiseres som selvejende institutioner med eget ansvar for undervisning og økonomi, og at det samme sker med sygehuse og plejehjem. En sådan privatisering kan gå hånd i hånd med nogle mindstekrav og nogle grundlæggende forpligtelser, uden at de ansatte af den grund er offentligt ansat og uden at velfærdsydelsen som sådan udbydes af det offentlige.

[4] I en liberal verden løser den slags sig meget hurtigt ved, at kunderne "stemmer med fødderne" og fravælger dårlige skoler, børnehaver, plejehjem eller sygehuse, på samme måde som man fravælger dyre supermarkeder eller specialbutikker med uhøflig kundebetjening.

[5] En lovpligtig forsikring er naturligvis i udgangspunktet uliberal, men problemet er her de "free riders", som ellers ville udnytte systemet. I et samfund eller en kultur, hvor den, der bevidst havde fravalgt at forsikringsdække sig mht. kræftbehandling, vitterligt ikke fik nogen betalt behandling af det offentlige, ville "free riders" ikke udgøre noget problem. Men i vort samfund er det min vurdering, at en tvungen basisdækning er en nødvendighed, for alternativet er at lade andre betale regningen.

[6] Dette er et andet, men fundamentalt princip. Omkostningerne til alt fra plejepersonale til skolelærere afgøres jo også af udbud og efterspørgsel, og man vil næppe til samme pris pr. ansat kunne varetagen plejen af hhv. 2% og 20% af befolkningen. Den demografiske udvikling med et forholdsvist stigende antal ældre umuliggør, at der kan gives garantier for f.eks. omfanget af plejepersonale pr. ældre, selv hvis man forudsatte, at man havde samme beløb pr. ældre til rådighed.

En definition på højreliberalisme...

...kan findes her.

Vellykket integration - og de rette målestokke

Af Jesper Veiby

Når man tænker på, hvordan ordet ”integration” bruges, så kan man til tider godt forstå de nydanskere, som reagerer negativt på ordet. Men det må vel dog være muligt at blive anerkendt som en god samfundsborger uden at have diverse kulturelle træk til fælles med "gammeldanskere" og uden at have en høj uddannelse og et godt historisk kendskab til Danmark.

I et liberalt samfund uden en enhedskultur må der være plads til en mangfoldighed af livsstile, religioner, tøjvaner etc. Her handler integration om noget helt andet.

2.

Alligevel kan der findes nogle objektive målestokke, nemlig "generel lovoverholdelse" og "generel selvforsørgelse". Disse er de eneste former for integration, man fra samfundets side med rette kan stille krav om. Til gengæld burde de vies meget mere opmærksomhed.

Med "generel lovoverholdelse" menes, at der statistisk set ikke er et overnormalt niveau af kriminalitet i en given gruppe. Integration er således for gruppen, hvad socialisering er for individet. Og med "generel selvforsøgelse" menes, at der statistisk ikke er et overnormalt antal i gruppen, som er på offentlig forsørgelse (sammenholdt med grupper med samme forudsætninger).

Integration taler således rettelig om, hvordan en gruppe som helhed fungerer i samfundet, og ikke hvordan den enkelte fungerer.

Det bør aldrig blive samfundets opgave at påtvinge borgerne en bestemt kultur og bestemte værdier - med undtagelse af respekten for de helt fundamentale friheds- og ejendomsrettigheder.

Men man kan med største selvfølgelighed forlange, at borgerne holder landets love, i særdeleshed dem, som beskytter menneskers liv, frihed og ejendom. På samme måde kan man tillade sig at forvente, at den enkelte tilstræber at være selvforsørgende, og ikke ligger andre til byrde, selvom staten træder til overfor den, som er i akut nød, eller ude af stand til at klare sig selv.

Udfra en liberal tankegang kan man ret beset ikke forlange mere. Men man bør heller ikke acceptere mindre.

3.


Der vil naturligvis altid være individuelle afvigelser, enkeltpersoner som hverken respekterer andre mennesker eller samfundets love. Det siger ikke ret meget om niveauet af integration for gruppen som helhed.

Men hvis en gruppe påviseligt har en ekstraordinær forekomst af (en given type) kriminalitet, tyder det på, at der blandt gruppens medlemmer mangler respekt for samfundets normer, og at der internt i gruppen mangler en tilpas moralsk fordømmelse af noget sådant.

Her er det ligegyldigt, om den pågældende gruppe består af indvandrere eller af danskere. Der er også danske grupper, som er dårligt integreret i samfundet, f.eks. rockermiljøerne. Og hvis det viser sig, at andre grupper er overrepræsenteret i kriminalstatistikken, må der også skrides ind, uanset om gruppen bærer navnet politikere, bistandsklienter, håndværkere eller direktører.

Det ville til gengæld være aldeles uacceptabelt, hvis man af misforstået imødekommenhed så mindre hårdt på kulturbestemt kriminalitet, såsom æresdrab eller tvangsægteskaber, eller blot så mindre fordømmende på kriminalitet begået af fattige eller marginaliserede grupper. Kriminalitet er kriminalitet, og må møde samme fordømmelse, om det er velhaveren eller bistandsklienten, danskeren eller nydanskeren, som begår den.

4.

Noget tilsvarende gælder spørgsmålet om selvforsørgelse. Her er situationen indrømmet mere kompleks, men igen er det en problemstilling, som heller ikke alle danskere lever op til. 


Hvis der med et tænkt eksempel var langt flere skolelærere på understøttelse end i befolkningen som helhed, hvad måtte man så mene? Jo, at noget tydede på, at gruppen som helhed havde misforstået ideen bag et offentligt sikkerhedsnet, som jo er til for den, som ikke kan klare sig selv, og ikke for den, som føler sig for fin til at tage et hvilket som helst job, selvom det ikke svarer til hans uddannelse eller personlige ønsker. Idet beskæftigelsen i en hvilken som helst gruppe må forventes at kunne bringes op på landsgennemsnittet, hvis man vil tage de jobs, der er. 


Det er tilmed sandsynligt, at dette vil være tilfældet med en del grupper, når man tænker på den udtalte vægring, som nogle arbejdsløse akademikere har udtrykt overfor at få tilbudt job som avisbude.

I et demokratisk og liberalt samfund er der plads til forskellige kulturer, religioner og politiske anskuelser. Demokratiet kan sågar tåle afvigende synspunkter omkring ligestilling eller demokratiet selv, så længe man fraskriver sig retten til via trusler, tvang eller flertalsafgørelser at trække sine synspunkter ned over andre.

Omvendt må det forlanges, at borgerne i et demokratisk samfund har så meget respekt for landets love, at man overholder dem.

På samme måde er der plads til andre livsstile end de gængse. Hvis nogen ønsker at leve af, hvad de kan dyrke på deres egne marker, eller leve af familiens underhold, eller af opsparede midler, må det stå dem fuldstændig frit. Men at leve af offentligt underhold må være en undtagelse for den særligt trængende eller en midlertidig løsning for den, som er i akut nød, og ikke noget, man vælger i stedet for et givet tilgængeligt job.

5.

Det kan ikke være integrationens mål at gøre indvandrere hhv. nydanskere til danskere. Men det må være målet, at de som gruppe betragtet er lige så selvforsørgende som danskerne omkring dem og respekterer landets love lige så meget. Målet er at integrere, ikke at assimilere.

Assimilation er som udtryk for total integration en nationalromantisk utopi, der forudsætter, at en indvandrer skal - og kan - opgive til og med præferencer og religion og udskifte dem med noget andet. Assimilation respekterer ikke den enkeltes frihedsrettigheder overfor statsmagten og enhedskulturen. Omvendt respekterer visse former for multikulturalisme ikke den enkeltes frihedsrettigheder overfor sin etniske gruppe og subkultur, men alene gruppens rettigheder overfor andre grupper. Begge synspunkter er uliberale.

Reel integration tillader derimod den enkelte at beholde det kulturelle særpræg, vedkommende ønsker, men forlanger, at vedkommende i relation til resten af samfundet respekterer den gældende retsorden og tilpasser sig gængse samspils- og samværsmodeller. Reel integration er med andre ord en ydre integration, der handler om samspillet mellem mennesker, og med mennesker udenfor ens nærmeste kreds, ikke om den enkeltes personlige og private valg.

Debatten bør handle om de ting, som virkelig betyder noget, ikke kultur og "danskhed", men "generel lovoverholdelse" og "generel selvforsørgelse" - herunder selvsagt hvad man skal gøre, hvis der er
afvigelser herfra.

Utopien om den fri narko

Af Jesper Veiby

Det er en stående diskussion blandt liberale, hvordan man skal stille sig til narkotika. Mange, herunder prominente teoretikere, har karakteriseret det som en ”offerløs forbrydelse”, idet både sælger og køber frivilligt og indforstået har handlet og ikke gjort skade på andre. I liberal optik skal staten selvfølgelig gribe ind overfor menneskers skadevoldende handlinger, men ikke når disse alene er rettet mod dem selv. Hertil kan det diskuteres, hvorvidt en legalisering af (visse typer af) narkotika har positive bivirkninger, idet man i givet fald ville flytte markedet for sådant væk fra det kriminelle miljø, som af samme grund ville blive drænet for midler.

Nogle betoner skillelinien mellem ”blød” og ”hård” narko, men dette er næppe holdbart. Der vil være gradueringer, men der er en glidende overgang og ingen kvalitativ forskel.

Lad mig indledningsvist slå fast, at staten ikke skal forbyde narkotika, hvis det alene sker på det grundlag, at et flertal eller den folkelige opinion fordømmer brugen, fordi man måtte anse den konkrete nydelse eller rus for uetisk, syndig, umoralsk, dum eller kulturelt fremmed. I et frit samfund er sådanne argumenter irrelevante. På samme må man mene, at hvis der var et narkotikum, hvis effekter ikke var værre end andre nydelsesmidler, f.eks. alkohol og tobak, så vil det være hyklerisk og forkert at forbyde narkotikummet, men tillade kendte stimulanser og nydelsesmidler.

Der er imidlertid udfra et liberalt synspunkt en række problemstillinger, som taler imod legalisering af narkotika. Eller som i det mindste vil tale imod en uhæmmet og uovervejet legalisering, trods påstandene om den offerløse forbrydelse.

For det første er spørgsmålet, om narkotika er kompatibelt med den liberale tanke om frie mennesker og frie valg. Hvis det kun handler om, at den ene foretrækker én type rus, f.eks. alkohol, mens den anden foretrækker en anden type, f.eks. hash, så var diskussionen ret ligegyldig. Men det er dog et faktum, at visse former for narkotika forårsager en kraftig afhængighed og voldsomme abstinenser. Hvis brugen af narkotika skal kaldes et frit menneskes frie valg må det indebære muligheden af at fravælge brugen, hvis man i stedet skifter præferencer eller ønsker at bruge sine midler anderledes. Imidlertid er det absurd at hævde, at mennesker med kraftige abstinenser og kraftig (fysisk) afhængighed skulle kunne foretage et sådant valg.

Man kan også stille det principielle spørgsmål, om man som liberalist kunne og ville tillade et stof, som gjorde det ene menneske til en viljeløs slave af et andet? Selv om indtagelsen af et sådant stof skete frivilligt, ville resultatet være i strid med ethvert liberalt ideal, og den forudsatte ”exit” af enhver valgsituation være elimineret. Der er næppe nogen stor forskel på den situation og den, hvori en narkoman er slave, ikke af andre, men af sin afhængighed.

For det andet er der spørgsmålet, hvem der skal bære omkostningerne ved (mis)brug af narkotika. Det er svært at hidse sig op over den nyrige forretningsmand eller den velhavende rockstjerne, som bruger millioner på narko, men selv betaler af egen lomme og selv betaler en eventuel senere afvænning. Her kan man tale om en offerløs forbrydelse, som måske kan kalde på moralsk misbilligelse, men politisk set er ligegyldig. Imidlertid er det langtfra alle stofmisbrugere, som falder i den kategori, og faktum er, at en del kriminalitet vil finde sted som følge af narkomaners forsøg på at skaffe penge til stoffer, eller blive begået af aggressive mennesker i en rus, forårsaget af narko. For slet ikke at tale om de byrder, der lægges på sundhedsvæsenet på grund af selvforskyldte skader og på samfundet i form af manglende produktivitet. Man ville næppe som liberalist kunne forsvare, at der blev solgt stoffer, hvis eneste formål var at få brugeren til at gå bersærkergang, men der er kun en gradsforskel til visse narkotika.

For det tredje er spørgsmålet, om en legalisering vil afhjælpe kriminalitet, når det kommer til stykket. Naturligvis er det rigtigt, at et illegalt marked tiltrækker kriminelle, men hvorfor? Dels fordi man kan opnå overnormale profitter, dels fordi man kan holde sådanne profitter udenfor samfundets beskatning. Det er næppe realistisk at forvente, at kriminelle vil begynde at åbne fredelige butikker med hash og kokain, hvis disse stoffer blev legaliseret, for i kraft af legaliseringen ville dette marked blive uattraktivt og kræve for meget (almindeligt hårdt) arbejde for en for lille løn.

Det er en naiv utopi at tro, at man kan bekæmpe kriminalitet ved at legalisere. Hvis narko blev legaliseret, ville det kriminelle miljø måske i endnu højere grad fokusere på f.eks. prostitutionsmiljøet, og hvis det på sin side blev legaliseret og forretningsmæssig bordeldrift blev legalt, ville kriminelle måske i stedet satse på at tjene penge på beskyttelsespenge overfor handlende. Kriminalitet må bekæmpes via en stærk ordenshåndhævelse, ikke via legaliseringer.

For det fjerde må man spørge, hvad de retlige konsekvenser af en legalisering ville være. Man kan sagtens tænke sig et scenario, hvor narko er en handelsvare på linie med andre, og hvor den måske nok ikke sælges i supermarkeder, men så dog i specialbutikker. Men for det første er det urealistisk, at dette kan ske isoleret i et land, uden at det sker tilsvarende i lande fra samme kulturkreds. En narkohandler måtte jo i kraft af legaliseringen blive beskattet som enhver anden forretningsdrivende og måtte, for at få fradrag for sine udgifter, kunne fremlægge kvitteringer herpå. Det udelukker jo enhver import fra lande, hvor det pågældende narkotika er forbudt, og vil i praksis reservere narkohandel til hjemmedyrket hash eller laboratoriefremstillede designerdrugs. Alternativt flytte kriminaliteten fra den illegale handel til regnskabsfusk.

Endnu mere problematisk er det faktum, at hvis man legaliserer narkotika, så må den naturnødvendigt skulle behandles som ethvert andet produkt. Det ville derfor være muligt at få patent på et designerdrug, for derefter at sælge dette på markedet som ethvert andet produkt. Det vil alt andet lige anspore til udviklingen af sådanne designerdrugs, som for det første giver en stor afhængighed, for det andet giver kraftige abstinenser, for dermed har man sikret sig en ”cash cow”, dvs. en sikker indtægt, så længe patentet gælder. Et sådant scenarie er en regulær mareridtsvision, som næppe mange tilhængere af fri narko eller fri hash gennemtænker.

---

Sammenfaldende må konklusionen blive, at i forbindelse med milde rusmidler, ville en legalisering ikke være udelukket, og dækningen af eventuelle samfundsmæssige byrder kan løses via beskatning, på samme måde som beskatning af alkohol og tobak. Den konkrete grænsedragning må imidlertid være politisk og baseret på de skønnede skadevirkninger i det konkrete samfund. På den anden side vil man næppe kunne forsvare en generel legalisering af narkotika på basis af den enkeltes frie valg, idet narkotika som sådan er i modstrid med denne reelle individuelle frihed.